Mussi og Niksi i Hebroni: En af dem der tit red med fane

Vi har efterhaanden faaet besoegt de fleste vaesentlige byer paa Vestbredden, og da vi havde hoert meget om Qalquilia men endnu ikke havde set stedet med egne oejne, tog vi en eftermiddag til det nordlige palaestina for at se byen der er helt omkrandset af Apartheidmuren.

Vi blev kun i Qalquilia i faa timer, da vi havde en utaalmodig taxachauffoer, men fik et godt overblik over byen. Det var endnu engang overraskende, hvor positive folk var paa trods af byens isolation med hele 2 checkpoints - kun forskudt med 200 meter paa byens eneste (ud)vej til resten af landet - og den svaere situation med mange raids (arrestation af Hammas-folk). Udover en bryllupsinvitation, gratis mad mm, blev vi inviteret til kaffe hos en meget gammel mand, der i sin fritid skrev smaa digte paa engelsk.

Life without wife is like 50 without 5 (hvorefter han glad forkyndte) - its nothing!
og, Life without wife is like kitchen without knife. For ej at glemme klassikeren: Red is for blood, blood is for heart, heart is for love, and love is for you!

Som altid, boer vi lige naevne de seneste begivenheder med den saa ofte omtalte Jawad:
Jawad er tilhaenger af en livsfilosofi der siger at han som saa mange andre palaestinensere burde havde vaeret doed for laenge siden, og at han derfor udlever sin "overtid" for fulde drag. Dette fik vi fx at maerke da vi efter en oerkentur, hvor vi blandt andet moedte en flok vilde kameler, havde passeret en patrulje soldater med stort artelleri og 8 tanks. Da det var blevet moerkt og vi paa hjemvejen igen passerede militar-lejren, valgte jawwad at stoppe bilen og skrue utroligt hoejt op for den arabiske musik, hvilket betoed at 5 soldater med haevede gevaerer kom mod bilen. Jawad spillede herefter et 3 minutters nervepirrende skuespil, da han udgav sig for at vaere israelsk kommandant, og spurgte paa sit flydende hebraiske hvordan det stod til med "knaegtenes opgave". Soldaterne blev ikke mindre forvirrede efter diskret at tjekke vores nummerplade, som Jawad (der af en eller anden grund ikke er registreret i soldaternes databaser) har malet i en ikke-officiel farve, og hele optrinnet endte med at Jawad gav dem en ordre om at holde modet oppe, hvorefter vi som nervevrag (paa naer J der var faerdig af grin) forlod oerkenen.

Samme dag praesterede han derudover at fortaelle i en butik, at vi (de 4 hvide mennesker) var joediske bosaettere, og kronen paa vaerket var, da han raabte udover en hel restaurant, at det var Nikolajs onkel, der tegnede Muhammed-tegningerne..Heldigvis for os er Jawad og hans sindsyge personlighed bredt respekteret i det meste af Pal, saa vi slipper altid billigt.

Hvad angaar det daglige arbejde har de fleste skoleboern eksamner for tiden, saa det er sjaeldent at vi gennemfoerer en basket-traenning med mere end 12 drenge. Til gengaeld er vi ogsaa blevet spurgt, om vi vil traene 12 kvinder i alderen 20-25, saa det bliver vaeldig spaendende!

Det gaar det fint med grafitti-workshop og afternoon-cinema.

Paa graffiti-workshoppen er vi sammen med boernene nu kommet naermere nogle kreative ideer til et maleri paa muren, der ikke behoever at involvere det evige laenkede/bloedende/pigtraadsindbundende/partisantoerklaedebeklaedte kort over Palaestina eller Al-Aqsa moskeen, der staar i et hav af palaestinensisk blod, ligesom vi har faaet forklaret dem, at det er meget generaliserende at tegne et palaestinensisk flag med et peace-tegn ved siden af en davids-stjerne med et doedningehovede i...

Vi har desuden nogle smaa andre arbejdsprojekter. Blandt andet moedtes vi i sidste uge med nogle vollentoerer fra "the christian peace-maker-team" og gik i faellesskab i gang med et stort oprydningsarbejde paa en palaestinensisk fodboldbane i H2, hvor settlerne det sidste stykke tid har smidt affald, moebler og enorme sten paa plaenen. Palaestinenserne selv maa ikke rydde op paa banen for soldaterne, udfra en logik der hedder: rydder man op, vil man begynde at bygge.

Derudover er vi i al hemmelighed ved at lave et salgsskilt til Leila og hendes soesters lille butik i den gamle byddel, da de i alle butikkens leveaar har haft et usselt lagen med paaskriften "women in Hebron". Forresten har Leila nu faaet at vide at hendes 15-aarige soen skal sidde i israelsk faengsel i 3-6 maaneder anklaget for at kaste sten mod israelske soldater. Medlemmer af TIPH (Temporary International Presence in Hebron) har bevidnet, at han ikke kastede med sten men bare gik forbi, men vidner en udsendt fra TIPH i retten, vil hele TIPH sandsynligvis vaere forment adgang til Hebron.

For lidt tid siden deltog vi i en meget smuk ceremoni i Hebron. Det var "mors dag", og kvinder der enten har boern i israelske faengsler, eller hvis boern er draebt uden at familien nogensinde har faaet mulighed for at begrave liget, moedtes til en lille manifestation. Det foregik i gaarden til et roede kors/halvmaanes kontor, med taler, snakken og blomsteruddeling.

Samme dag var der annonceret en fodboldkamp paa Hebrons stadion mellem; TIPH/konsulenter/observatoerer og Hebron-borgere. Et brag af en kamp der endte 3-0 til Pal, en lille og sjaelendt set sejr til Palaestina!.

I weekenden tog vi til Nablus i det nordlige Pal, hvor vi besoegte en flygtningelejr ved navn Askar-camp. Lejren, der er delt op i en ny og gammel del, huser omkring 15000 mennesker, og er et utroligt spaendende men deprimerende omraade. Isaer den "nye" del af lejren er meget taet befolket med; smalle gader, skrald, slum, og skud- og granathuller overalt. Folk her lever siden Nakbah (=katastrofen i 1948) efter right of return-regelen, og er bredt og folkeligt respekteret for deres udholdenhed. Grundet de daarlige levestandarder i lejren er der stor tilslutning til mere fundamentalistiske former for modstandspolitik. Det var derfor den foerste gang i hele vores ophold at vi har kaldt os nordmaend fremfor danskere, hvilket vi mente var en god ide med hensyn til rygterne blandt Al-Aksa-brigadens martyrer, Hammas, og andre lokale grupperinger.

Vi boede 2 naetter i Askar-camp i et guesthouse hos organisationen Darna, der laver vollentoerarbejde i Nablus og omegn. Det var et fedt stort kollektiv med massere af internationale, hvilket var rart at opleve efter vores til tider meget lille og lukkede IPYL-univers.

I samme omgang tog vi en time laengere nordpaa, og besoegte der den beroemte og store flygtningelejr som er en forlaengelse af byen Jenin. Ved slutningen af anden intifada blev 500 boliger i lejren demolished af den Israelske haer, og man kan derfor se et tydeligt skel mellem den nyopbyggede og gamle del af lejren. Her besoegte vi blandt andet "the freedom theatre", og moedte paa en bakketop en person, vi her paa bloggen ikke vil udtale med navns navn. (...)

Ligesom det er fedt at laere og opleve saa meget hernede, er det godt nok frustrerende at opleve saa meget uretfaerdighed og hvor simpel konflikten i bund og grund er! Som da nikolaj forleden besoegte en familie, der bor op ad en bosaettelse. Familiens butik var blevet lukket, fordi kun bosaettere maa faerdes paa den side af huset, ligesom skodderne ikke maatte aabnes paa hele den ene side, fordi det gaar ud til en "bosaetter-vej". Bosaettere har kastet molotow-coctails paa huset flere gange, saa store dele er braendt (selvfoelgelig uden nogen efterforskning fra de israelske soldater, der er ordensmagten i H2), faderen og 2 soenner er blevet skudt af israelsk militaer, og den yngste soen paa omkring 7 aar er naesten helt blind, da bosaettere kastede clorid ned paa ham og ramte ham i ansigtet, da han loeb og legede...

Derudover tager vi en dagstur til Jerusalem i morgen og forhaabentlig bliver naeste blogindlaeg dermed fyldt med billeder af folk, der korsfaester sig selv, og andet paaske-vandvid..
SES!

JAWAD!

Jerusalem inden vi tog til Qalandia (og efter vi desvaerre- i et forsoeg paa at se en film om vold i det moderne Israel - var endt i en biografsal, der viste en semi-erotisk musical, der bl.a. havde fergie fra the black eyed peas paa rollelisten)

Det vanvittige chechpoint Qalandia mellem Jerusalem og resten af Vestbredden, hvor man er stuvet sammen i bure - ofte i flere timer.. Da Condolezza Rice, den gamle humanist, var i Israel for et par aar siden, bad hun Israel om at lave halvtag over burene, da to mennesker var omkommet af solstik i koen den sommer..