Mussi og Niksi i Hebroni

Kaere alle, vi sidder nu paa en lille internetcafe i downtown Amman, og har efterhaanden indset at Palaestinaeventyret er forbi. Det er laenge siden at vi sidst har faaet skrevet om vores hverdag og oplevelser, saa vi forsoeger os her med et resume af vores sidste tid i Hebron:

Paaskedagene brugte vi i Jerusalem, da religioese fra hele verden i disse dage valfarter til byen. Vi indlogerede os paa taget af et hostel vi har brugt flere gange foer. For en relativ billig pris kan man nemlig leje en madras, og sammen med mange andre rejsende sove udendoers til lyden af den gamle bydel.

Vi fik i sandhed overvaeret paaske-galskaben med enorme menneskemaengder og kristne, der slaebte kaempestore kors rundt over det hele, og paa vores hostel skilte vi os ogsaa ud fra maengden som nogle af de eneste, der ikke var pilgrimme med et kors staaende op ad koejesengen..

Da vi efter at have besoegt nogle baromraader den nat vendte tilbage til Old Town, havde israelske soldater afspaerret hele centrum af Old Jerusalem - bl.a. med en afspaerring 10 meter fra indgangen til vores hostel. Da vi sagde, vi boede der, raabte de "go!" og pegede vaek eller "go away!" og skubbede os den anden vej. Selvom flere soldater tydeligvis kunne forstaa engelsk, sagde de, de ikke kunne, og blev ved med at raabe "go!" og skubbe os..

Efter tre kvarters diskussion, hvor vi blev ved med at forklare, at alle vores ting var derinde, og at vi ellers maatte sove paa gaden (hvilket vi virkelig maatte, da kl var 4 om natten, og intet var aabent) og vi kun fik svaret "go away", kom en af de mange palaestinensere, der havde proevet at hjaelpe os, ud af hostellet med alle vores pasoplysninger. Til sidst gav den oeverstkommanderende sig, og vi blev ekskorteret over til indgangen med besked om, at hvis de saa os gaa ud af den doer igen, ville vi blive sendt ud af den gamle bydel for altid!

Afspaerringen viste sig at vaere pga. "Den hellige ilds loerdag", hvilket vi erfarede, da vi om morgenen blev vaekket paa taget til lyden af diverse underlige gadeoptog - fra religiose skotter med saekkepiber til filipinske spejdere!

Paa den hellige ilds loerdag "gaelder det" for kristne om at komme til den kirke, der vist nok ligger der, hvor jesus blev korsfaestet, for at taende et lys i den hellige ild. De maa ikke staa i koe foran kirken foer et bestemt tidspunkt, og derfor var hele den gamle by altsaa afspaerret.

Da skotterne, filipinerne og alle de andre vaekkede os, var alt stadig totalt afspaerret, saa vi sad nogle timer i husarrest paa taget, mens de andre fra hostellet stod klar med deres store kors, saa de - saa snart soldaterne flyttede sig - kunne styrte imod kirken for at taende et lys i den hellige ild eller maaske slikke lidt paa den store vaade sten, som vi saa en masse mennesker slikke paa dagen inden..

Som et ekstra twist til disse vanvittige dage i Jerusalem, havde vi valgt at ifoere os fezzer. Baade - selvfoelgelig - for at ligne oerkenens soenner, men ogsaa for at kunne genkende hinanden i de vanvittige menneskermaengder, hvor alle de andre turister havde matchende kasketter, t-shirts, munkekutter o.lign.

Vi blev derfor vaeldig glade, da vi fandt en lille gruppe unge der ligeledes - men selvfoelgelig uden at ligne oerkenens soenner - havde ifoert sig matchende cykeltroejer, men i kan forestille jer, at vi mildest talt blev overraskede, da ogsaa de pludselig kastede sig ned og slikkede graadigt paa den store vaade sten..

Ugen efter tog vi begge til Jerusalem igen, da vi skulle hente Mathias/Ali, som skal vaere volontoer og bo paa IPYL de naeste 3 maaneder. Da vi ankom, viste det sig imidlertidig at han blev tilbageholdt i Tel Aviv, og udsat for mange forskellige forhoer, da Israel paa det seneste har skaerpet kontrollen med alle indrejsende (blandt andet hoerte vi om 2 nordmaend og en dansker, der efter ankomsten blev udvist efter 3 doegns frihedsberoevelse af lufthavnspolitiet).
Vi benyttede ventetiden til at tage til Sheikh Jarrah, et omraade i Oestjerusalem der er plaget af bosaettelser fra radikale joediske grupper. Her hang vi ud sammen med palaestinensere og mange internationale fra studentergrupper, ISM, og de altid tilstedevaerende CPT (Christian Peacemaker Team).

Netop som vi ankom, havde den joediske bosaettelse fra den anden side af vejen chikaneret og videooptaget sammenkomsten af mennesker i en have, hvor der indtil for 6mdr siden boede en palaestinensisk familie (som havde boet der i over 50 aar), inden de blev smidt ud af det israelske militaer.

Aktivister og palaestinensere var i gang med at bygge et gyngestativ og plante traeer paa grunden, der nu var blevet omdannet til et kontor for fremtidige bosaettere, der med militaerets hjaelp kan udpege et beboet hus i omraadet, hvorefter familien bliver sat paa gaden uden nogen form for kompensation.

Til saadanne aktioner er proceduren, at bosaetterne tilkalder militaerpolitiet, og derefter fortaeller soldaterne hvilke personer der boer anholdes, hvorefter de paagaeldende bliver taget med paa stationen. Altsaa ingen form for retslig undersoegelse eller sikkerhed. To franskmaend blev anholdt da de stod i vejen for bosaetternes kameraer, men arbejdet fortsatte efterfoelgende.

I Sheikh Jarrah moedte vi blandt andet en norsk kvinde, som paa det sidste har vaeret i de norske medier. Hun er udsendt af EAPPI (Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel) som er et initiativ fra world councel of churches. En uge forinden havde hun gaaet naer bosaettelsen med to andre kvinder fra EAPPI, da de blev overfaldet af bosaettere, som havde kastet sten paa dem. De proevede at beskytte sig selv og nogle palaestinensere kom loebende til og stillede sig imellem. Da det kom til klammeri mellem bosaettere og palaestinenserne ankom det israelske politi og anholdt palaestinenserne...

Desuden moedte vi en dansker fra ISM, der i sidste maaned havde deltaget i en protest hvor to boern (15 og 16 aar) blev skudt i ryggen af militaeret. Han tog efterfoelgende med dem paa hospitalet i en privatbil, da soldaterne naegtede ambulancen adgang. Begge drenge doede undervejs af deres skudsaar, og det var baade roerende og haardt at hoere hans fortaelling.

Mange folk i Pal, der foelger den politiske situation, peger paa at det naesten virker som skematisk-planlagte begivenheder hver gang unoedvendige drab haender - noget der efter teorien skulle have til hensigt at opstarte den 3 intifada. ('Den tredje intifada' har paa det seneste vaeret paa alles laeber, grundet den tilspidsede situation, men stensikkert er det, at et storstilet oproer kun ville resultere i en retfaerdiggoerelse af Israels militaerer operationer, hvilket er grunden, til at der heldigvis er ligesaa mange modstander som fortalere for 'ideen').

For et par uger siden moedte vi en soed fyr ved navn Fadi i en service naer Bethlehem, han boede selv i en af Bethlehems tre flygtningelejr og inviterede os paa te og en rundtur. Det er overraskende med isaer Bethlehem at se hvordan turismen naermest har lagt en facade over byen, hvor man som kristen besoegende kan bo paa store hoteller og besoege kirker, mens at hegnet paa den anden side af vejen markerer begyndelsen paa flygtningelejrene. Paa grund af krisen i Gaza har FN netop trukket sine madprogrammer ud af disse tre lejrer, for at fokusere der hvor behovet er allerstoerst, saa det er nu kun skolerne og skraldeprogrammerne der stadig koerer.
Vi drak te med Fadi, hans bror og deres venner, og hoerte endnu en tragisk historie: Fadi blev for nogle aar siden vaekket af israelske soldater i deres hjem i lejren, og da han kendte rutinen omkring tilfaeldige anholdelser, tilboed han sig selv. I stedet tog soldaterne den kun 16aarige bror, som uden grund eller beskyldning maate afsone et halvt aar i faengsel. Paa de foerste 40 dage i faengslet tabte han 13 kilo, men er nu 2 aar efter kommet paa fode igen, da han hjaelper til i Fadi's nyaabnede vandpibebar i udkanten af lejren.

Dette er kun endnu et eksempel paa det man med god grund kan betragte som et apartheidsystem; nemlig forskelsbehandlingen paa anholdte mindreaarige i Israel/Pal. Eksempelvis gaelder der internationale love for israelske mindreaarige, mens at palaestinensiske boern mellem 12-14aar kan tilbringe 6mdr i faengsler, og at boern fra 14aars -alderen betragtes efter voksenstraf-paragrafferne. Desvaerre har vi i skrivende stund ikke den nyeste statestik-rapport for haanden, men antallet af mindreaarige palaestinensiske anholdte der ender i faengslerne er enormt, og der ses eksempler paa boern helt ned til 8aars-alderen der isoleres fra familien i store tidsperioder.

I vores sidste uge i Hebron blev vi gode venner med Hashem og hans famile, der bor klods op ad et settlement i H2, og har efter mange stunder med te og fortaellinger faaet hoert hele familiens historie, der mildest talt er forfaerdelig. Han har proevet gennem mange medier at fortaelle om de overgreb de udsaettes for, men har faaet "det roede kort" af soldaterne, hvilket vil sige at naeste gang han eksempelvis videodokumenterer, og uploader paa nettet naar hans frugttraer bliver skaaret over, hans vinduer bliver smadret, eller hans gravide kone bliver taevet af bosaetterne til hun mister barnet (sket to gange foer) og han til forsvar vil benytte internettet til at fortaelle omverdenen hvad der forgaar, vil han blive indespaerret) - en trussel man desvaerre maa tage meget alvorligt i en lille familie med lav indtjening.
Heldigvis er der stor norsk interesse for hans historie, og hvis alt flasker sig, bliver han muligvis i naer fremtid inviteret til Norge for at holde oplaeg om sin egen og mange andre familiers lignende situation.

Vi har desvaerre maatte aflyse graffiti-turen til muren, selvom vi efter 4 endte workshops og en masse forventingsfulde boern havde planlagt alt til mindste deltalje. Det var foerst aftenen inden turen, at chefen fra Art-club fortalte os, at bestyrelsen i det fuldstaendig vanvittige bureaukratiske system havde kraevet 3 former for underskrifter, hvis boernene skulle forlade Hebron. Vi blev enormt utilfredse over ikke at have faaet den oplysning i starten af projektet, men efter flere samtaler med diverse personer, var der intet der aendrede sig. Turen blev aflyst paa grund af sikkerhedssituationen, hvilket selvfoelgelig var forstaaeligt, og som et lille plaster paa saaret koebte vi sodavand og morgenmad (hummus,falaffel) til den skuffede gruppe.

Vi har ogsaa haft vores sidste baskettraening, og selvom hele holdet var enormt kede af at sige farvel, hjalp det, da vi fortalte at Mathias fortsaetter traenningen. Tidligt loerdag morgen da vi kom fra Ipyl for at sige farvel til childclub, havde alle boernene i nabolaget, inklusiv boellen Hammed, samlet sig for at tage afsked, en anelse soegeligt efter saa mange gode stunder sammen, men vi lovede dem at komme igen snarligt. (!)

I det hele taget er afskeden med Palaestina en noget ambivalent oplevelse. Vi sidder her i Jordan med en maerkelig foelelse over pludselig at skulle maenge sig med turister, spise paa cafeer, tage til badestrande og arkaeologiske udgravninger med sokker i sandalerne og kameraer i haenderne. Men vi ved at vi kommer tilbage til Pal engang i fremtiden, vi foeler at vi har laert utrolig meget, og kommer aldrig til at glemme de mennesker vi har moedt, og de ting vi har oplevet.
Samtidig var det dejligt at faa rundet det hele af paa en god maade. Nikolaj fik kaldt sin sidste israelske soldat for aandsbolle, vi fik drukket den sidste kop te i Leihlas butik, og fik trykkket et utal af haender.

Om et par dages tid tager vi til Jordan Valley for at bo med Hasan og hans familie paa deres plantage. Hasan har boet i Koebenhavn i 6aar, men blev udvist i 2009, saa det bliver spaendende at hoere hans fortaelling, og formentlig bo i lidt mere lokale og palaestina-relaterede omgivelser end det lortedorm vi har som vaerelse for tiden.

Herefter drager Musi tilbage til Koebenhavn den 27, og Niksi fortsaetter om muligt til Syrien og Libanon - vi glaeder os til at se jer alle igen snart (om askedjaevlen vil det).

Tak for opmaerksomheden.

-MusiNiksi-